Spørgsmål og svar

Her finder du en oversigt over de spørgsmål, vi oftest bliver stillet, når kunder skal finde og vælge vinduer og døre til nybygninger eller renovering af eksisterende bolig.

Vi har forsøgt at gøre listen så dækkende som muligt, men der vil selvfølgelig være spørgsmål, vi ikke har fået med. Sidder du med et spørgsmål, som ikke er på listen, må du meget gerne skrive det til os. Vi vil besvare det hurtigst muligt. Vi udbygger løbende listen med de spørgsmål, der dukker op.

 

  • Hvad er en fingerskarring?

    Det er en proces, hvor knasterne i træet skæres væk, hvorefter plankerne bliver samlet igen.

    Det betyder:
    At du undgår knastudtræk – altså misfarvning af overfladebehandlingen. Ved fingerskarring får du en mere ensartet overflade, hvor de dårlige egenskaber i træet bliver fjernet. Med fingerskarring er vi tæt på 100 % kerneandel og dermed længere holdbarhed af træet.

  • Hvad er kernetræ?

    Det er træ fra den inderste del af træstammen – kernen – som fra naturens side er imprægneret på den bedste måde, du kan opnå.

    Det betyder:
    At vi sorterer nøje i det træ, vi anvender, for at opnå tæt mod 100 % kerneandel i vores vinduer og døre. Derfor har vores elementer lang holdbarhed.

  • Hvad er 2 ØKO?

    2 ØKO er en miljøvenlig overfladebehandling.

    Det betyder:
    At vi med 2 ØKO anvender en overfladebehandling med stort set ingen giftstoffer. Det gør vi for at sikre minimal miljøbelastning. Det kræver en speciel tilladelse fra DVC (Dansk Vindues Certificering) at anvende 2 ØKO, fordi der stilles større krav til trækvaliteten.

  • Hvad er en bundpladenot/lysningsnot?

    En bundpladenot eller en lysningsnot er en 10 mm not på den indvendige side af vinduerne til montering af eventuel vinduesbundplade eller lysningspaneler.

    Det betyder:
    At når der monteres vinduesbundplade og/eller lysningspaneler på indvendig side, kan du uden merpris vælge en 10 mm not i indvendig side af karmen.

  • Hvorfor er der ventilationsventiler i nogle vinduer?

    I henhold til bygningsreglementet er der krav om ventilation af beboelsesrum. Det er ikke nok, at du kan åbnes et vindue, der skal også være en ventilationsventil.

    Det betyder:
    At rummet kan udluftes uden, at vinduerne åbnes. Ventilationsventiler i vinduerne sikrer også mod indbrud.

  • Hvad er en redningsåbning?

    For at sikre flugtvej fra beboelsesrum i forbindelse med fx brand er der klare regler for og krav til rammeåbningens størrelse.

    Det betyder:
    At du skal være opmærksom på, om vinduesrammerne har den krævede størrelse. Har de ikke det, kan det betyde, at der skal ændres i vinduernes konstruktion.

  • Hvordan opstår dug på den indvendige side af glas?

    Når temperaturen er lav udenfor, kan der selv på termoruder danne sig dug eller kondensvand på især den nederste kant af ruden. Når luften indenfor afkøles mod ruden, kan den ikke længere holde på fugtigheden og der dannes kondens.

    Det betyder:
    At hvis du ikke har termoruder i dit hus, vil du altid have problemer med kondens på ruderne. Har du derimod termoruder, kan for meget kondens tyde på, at indeklimaet er for fugtigt. Det er hverken sundt for huset eller for dem der bor der. Luft grundigt ud flere gange om dagen for at minimere dug og kondens eller installer nogle effektive ventiler i ydervæggene.

  • Hvordan opstår dug på den udvendige side af glas?

    Ved meget højtisolerede termoruder kan der i nogle tilfælde dannes dug på udvendig side af ruden.

    Det betyder:
    At du har højtisolerede termoruder, hvor der ikke stråler så meget varme ud gennem ruderne. Det betyder, at varmen bliver inde – og at du på den måde sparer på energien i huset.

  • Hvad er U-værdien på et vindue?

    U-værdien beskriver, hvor godt vinduet isolerer og hvor meget varme, der forsvinder ud gennem vinduet.

    Det betyder
    At en lav U-værdi er det bedste og udtryk for, hvor godt dine vinduer er isoleret. Det er vigtigt at kende U-værdien, fordi den bliver brugt til at udarbejde energirapporter i forbindelse med byggetilladelser og hushandler. U-værdien er et vigtigt sammenligningsværktøj, når du skal vælge vinduesleverandør.

  • Hvad er varmkant?

    Varmkant er et mindre varmeledende materiale, som erstatter den normale afstandsliste af aluminium mellem glaslagene.

    Det betyder:
    At varmkanten minimerer varmetabet og dermed også dug eller kondensvand på den indvendige side af vinduet. Du sparer med andre ord penge på varmeregningen.

  • Hvornår bruges sikkerhedsglas?

    Bygningsreglementets krav om personsikkerhed i byggeriet betyder, at der nogle steder skal anvendes hærdet eller lamineret glas i termoruden.

    Det betyder:
    At vi nok skal være behjælpelige med at vejlede dig, så du opfylder kravene til personsikkerhed. Du behøver ikke at kende bygningsreglementet om, hvor man skal og bør bruge sikkerhedsglas. Det er en dyrere løsning, men på lang sigt kan det være en god investering.

Total Døre & Vinduer - Fiskeløkken 10 - 5330 Munkebo - Tlf.: 65 97 54 00 - Fax: 65 97 59 49 - Email: info@total-vinduer.dk
XS
SM
MD
LG